For mange er julen faktisk smerternes fest. Den fest, hvor mange følelser kommer i klemme, især fordi der er mange usagte forventninger, der ikke bliver indfriet.
Frustrationer og irritationer har måske hobet sig op igennem året, der er opgaver eller personer, vi ikke har sagt til eller fra overfor. Og pludselig kan der springe en “bombe” – hvor alle og alt bliver lagt ned.
Det er også den højtid, hvor der er tid til refleksion – er man overhovedet det rigtige sted i livet, har jeg nået det jeg ville, er der noget jeg er gået glip af, er der noget der skal stoppes med, eller noget, der skal begyndes på.
Mange siger deres job op – lige før eller lige efter nytår – fordi nu har de fået nok af ledelsen, de andre kollegaer eller opgaverne, der bare ikke er interessante længere.
Skilsmisser og uvenskaber opstår tit i julen, da det oftest er efter lange ferier, hvor vi er kommet ned i tempo, fået tænkt store og små tanker, at man kommer til den konklusion, at NU er det NOK det hele, der må gøres noget drastisk.
Gentagende konflikter ender i ensomhed
Mange familier er trætte og udkørte efter et år – for nogle familier årtier, hvor de oplever at gentagende konflikter hober sig op og opleves uløselige.
Følelsen af, at man ikke bliver set, lyttet til eller anerkendt og lukket ude i en familien kan føre til ensomhed eller kedsomhed. Her kan tanken om, at det eneste der dur er at flygte og komme videre i sit eget liv.
Sådan behøver det ikke at være, altså at flygte fra situationen.
Det er følelser der skal ud, håndteres og gøres noget ved – så vidt muligt – inden der tages beslutninger over “hals og hoved”.
Ordsproget siger , at “nissen flytter med” og at “det er bedre, at forebygge end at helbrede”.
Myte
“Ressourcestærke familier har ikke brug for hjælp”
Bullshit – Pardon my french.
Netop lige den målgruppe kan have ekstra brug for hjælp, da mange fejlagtigt, inklusiv kommuner, offentlige eller private instanser kan komme til at tro på, at fordi de er ressourcestærke, skal de klare alting selv.
At være ressourcestærk handler ikke kun om at have penge. Man kan være ressourcestærk på andre områder i sit liv f.eks.;
- ved at have overskud til at hjælpe andre
- ved at deltage i børnenes fritidsaktiviteter, sport, skole
- ved at man som forældre selv går op i noget
- ved at have overskud til at lave en forandring
- ved at have et job eller er under uddannelse
Desværre kan ressourcestærke forældre komme til at smide “håndklædet i ringen”, da det for mange forsat er et tabu at få hjælp udefra, selvom vi snart skriver 2022.
Under kærlig behandling
Jeg vil nu alligevel “slå et slag” for, at der kan gøres noget andet – inden I som familie “kaster håndklædet i ringen” og giver op på jeres familiedrømme.
Også selvom, vi kan have følelsen af, at vi har givet ham, hende eller familien alt, og at det opleves som om, at der ikke er mere af gøre.
Udfordringen er, at vi kan komme til at give de andre det, vi gerne selv vil have.
Og mange ved faktisk ikke, hvad det er, de andre har behov eller brug for – hverken deres børn, partner, andre og ikke mindst dem selv.
Det lyder måske hårdt – men det er fakta – jeg ser det hver dag i min praksis. Ikke fordi man ikke gerne vil – men fordi vi ikke har lært det.
Og det kræver til tider kærlig “behandling” udefra for at komme på rette spor igen.
Forebyggelse i det kommende år
Vi skriver snart 2022 og tiden er inde til at vi som familie skuer indad og beslutter os for, hvordan den kommende jul eller det nye år skal være.
Som tidligere nævnt, er det altid bedre at forebygge end, det er at helbrede.
- Hvad vil I som familie gerne opleve sammen og hver for sig?
- Er der noget i særligt skal stoppe med eller begynde på?
Det nye år kan allerede starte i dag med at have fokus på ovenstående spørgsmål, for så, er der nemlig ikke så meget tid til at kigge på – brødkrummerne på gulvet, opvask eller vasketøj, der hober sig op eller ikke lige bliver lagt på plads, eller at vi anklager den anden for ikke at gøre det godt nok.
Gevinsten er, at vi tager ansvaret og værner om os selv og vores nærmeste. Det er med til, at styrke de nære relationer, som er noget af det vigtigste i en familie.
Til tider skal der lidt hjælp til udefra for, at vi som familie kan rykke os henimod det, vi ønsker os frem for det, vi ikke ønsker.
Tip.
Hvad elsker du at lave – som du ikke fik planlagt i 2021?
Hvad er du taknemlig for lige nu?
Hvordan ser din drømmedag ud?
Hvad skal du gøre mere af?
Gør julen til hjerternes fest – eller gør julen endnu mere til hjerternes fest.
Det kan du gøre ved at Skabe det liv, du drømmer om for dig og din familie.
Jeg hepper på jer hele vejen.
Husk; det største vi kan gøre er at investere i os selv og vores familie, det vil smitte af på alt andet, vi foretager os i livet.